Død og begravelse er et stort og alvorligt emne at tale med konfirmanderne om. I kirkeåret er det meget aktuelt lige nu, hvor vi nærmer os Alle helgens søndag, d. 2. november. Denne dag er der tradition for, at navnene på de, der er bisat eller begravet fra sognekirken i det forløbne år, læses op ved søndagens gudstjeneste. Askovs præster, Inge K. Bach og Hasse N. Jørgensen valgte i år at fortælle konfirmanderne om denne særlige dag ved både at fokusere på den kirkelige handling og alt det praktiske, der skal sørges for ved et dødsfald. Derfor havde de inviteret to af Vejens bedemænd, Jesper Christensen og Thomas Paulsen til at fortælle om deres specielle erhverv. Bedemændene ankom i rustvogn og havde en (tom!) kiste med. Der var stor interesse og spørgelyst fra konfirmandernes side. De ville vide besked om alt muligt, fra hvilket materiale urner er lavet af til den vanskelige situation bedemanden står i, når han møder sørgende mennesker. Det blev en spændende morgen i Askov og til slut fik konfirmanderne lov til at bære en kiste til og fra kapellet.